Frygt for at tarmundersøgelse vil koste liv

Magasinet Søndag på DR1 fortalte i søndags om en kvinde, der havde mistet livet som følge af en kikkertundersøgelse af tarmen. Den slags forfærdelige uheld er meget sjældne. Alligevel har udsendelsen fået mange patienter til at aflyse kikkertundersøgelser. Kræftens Bekæmpelse og kræftlægerne opfordrer indtrængende folk med blod i afføringen til at blive undersøgt – ellers sætter man for alvor livet på spil.

 

Adskillige patienter har mandag og tirsdag aflyst deres planlagte kikkertundersøgelser af tarmen – koloskopi - efter de søndag aften så historien i TV om en kvinde, der døde efter at have fået foretaget en koloskopi.

 

- Det er meget alvorligt, hvis folk bliver skræmt væk fra undersøgelsen. Når der er blod i afføringen eller ændret afføringsmønster ved vi, at fem procent af patienterne har kræft, og ti procent har forstadier til kræft. Bliver folk væk fra koloskopien, opdager vi kræften for sent, og det vil helt sikkert koste liv. Det må DR tage et medansvar for, siger overlæge dr. med. Steffen Bülow fra Hvidovre Hospital, som er formand for Danish Colorectal Cancer Group.

 

17 år gammel undersøgelse om risiko

I udsendelsen bliver der refereret til en 17 år gammel undersøgelse, som viste, at der skete et dødsfald for hver 5.000 kikkertundersøgelser. Men en undersøgelse fra sidste år nåede frem til, at risikoen nu om dage er næsten tre gange mindre – et dødsfald pr. 14.000 undersøgelser.

 

- Det er jo helt urimeligt at udsendelsen efterlader det indtryk, at det er harmløst, hvis man bløder fra tarmen. I de fleste tilfælde er årsagen ufarlig, men vi bliver altså nødt til at undersøge alle for at fange de tilfælde som er, eller vil blive til kræft, siger overlæge Steffen Bülow.

 

Kræftens Bekæmpelse: Fatalt at blive væk fra undersøgelse

Kræftens Bekæmpelse ser det også som et stort problem, hvis folk med blod i afføringen nu undlader at gå til den koloskopi, deres læge har henvist dem til.

 

- Uden at jage en skræk i livet på folk kan jeg ikke kraftigt nok opfordre dem til at komme af sted til undersøgelsen. Vi ved, at omkring 15 procent af dem med blod i afføringen, enten har kræft eller forstadier til kræft.  For dem vil det få fatale følger, hvis de venter for længe med at blive undersøgt, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Arne Rolighed.

 

Tarmkræft en meget alvorlig sygdom

Tarmkræft er en af de store og alvorlige kræftsygdomme. Tyktarmskræft og endetarmskræft rammer næste 4.000 danskere om året og under halvdelen overlever deres sygdom. Derfor mener Kræftens Bekæmpelse også, at der skal indføres screening for tarmkræft i Danmark for alle mellem 50 og 74 år. Beregninger viser, at et effektivt screeningsprogram vil øge overlevelsen med 18 procent – det betyder reddede 150 liv om året.

 

Udsendelsen på DR1 satte også spørgsmålstegn ved screening for tarmkræft – altså undersøgelse af en hel befolkningsgruppe, som ikke har nogen symptomer på sygdommen. Ved at screene befolkningen over 50 år for usynligt blod i afføringen – et meget tidligt tegn på kræft - vil man efter beregningerne finde 15.000 tilfælde, som skal undersøges nøjere ved en kikkertundersøgelse. Ifølge den gamle undersøgelse, som DR refererede til, skulle 15.000 kikkertundersøgelser altså koste 3 liv. Men de nye beregninger viser altså en tre gange så lille risiko.

 

Screeningsforsøg med stor succes

Der har faktisk været lavet forsøg med screening i stor skala i København og i Vejle. Her blev 86.000 mennesker undersøgt for usynligt blod i afføringen. Det førte til 1.900 kikkertundersøgelser med nul dødsfald til følge. Til gengæld blev der fundet langt flere kræfttilfælde en forventet. I København fandt lægerne 95 kræfttilfælde og 460 tilfælde af polypper, mens man i Vejle fandt 79 kræfttilfælde og 381 tilfælde af polypper.

 

- Det er et fantastisk resultat, som helt sikkert har reddet liv. Den dårlige overlevelse hænger nemlig nøje sammen med, at de fleste tilfælde bliver opdaget så sent, at kræften har spredt sig ud gennem selve tarmvæggen. Bliver sygdommen opdaget langt tidligere, er overlevelsen meget bedre – omkring 75 procent. Derfor går vi varmt ind for screening for tarmkræft, siger direktør Arne Rolighed, Kræftens Bekæmpelse.